Om uddannelsen
Social- og sundhedshjælperuddannelsen er en erhvervsuddannelse som veksler mellem skole og praktik. Uddannelsen varer 14 måneder og afhængig af din alder og dine kompetencer kan uddannelsen blive afkortet.
På uddannelsen lærer du at hjælpe og støtte den ældre, så den ældre kan få en god hverdag og klare sig selv så godt som muligt. Du støtter den ældre i at skabe en god struktur i sin hverdag. Du lærer bl.a. at hjælpe med personlig pleje, med huslige opgaver som rengøring og tøjvask og med aktiviteter, der øger den ældres trivsel.
På skolen lærer du om sundhed og trivsel og om fx kost og motion, så du kan vejlede den ældre. Du får viden om kroppen, de mest almindelige sygdomme og hvordan man forebygger smitte.
Vi lægger vægt på, at du har lyst og mod på at udvikle din kommunikation og dit samarbejde med de ældre og deres pårørende.
Du kan læse om uddannelsen på Social- og Sundhedsskolen Fyns hjemmeside. Du finder et link til hjemmesiden nederst på denne side.
Adgangskrav
Uddannelsen som social- og sundhedshjælper kræver et gennemført og bestået GF2 målrettet social- og sundhedshjælperuddannelsen.
Hvis du har en anden uddannelse eller er over 25 år, så skal du have udarbejdet en kompetencevurdering på Social- og Sundhedsskolen Fyn.
Optag
Langeland Kommune optager 10 social- og sundhedshjælperelever om året fordelt på to optag:
- Februar
- September
Straffeattest
I Langeland Kommune skal der i forbindelse med ansættelse fremvises en straffeattest. Anmærkninger på straffeattesten vil give anledning til en individuel vurdering.
Under 18 år
Hvis du er under 18 år når du søger stillingen som elev, så skal dine forældre eller værge underskrive en fuldmagt. Fuldmagten skal vedlægges ansøgningen. Du finder fuldmagten på vores hjemmeside.
Voksenelevløn
Det er muligt at søge om voksenelevløn, hvis du er over 25 år og har 1 års erfaring indenfor overenskomsten område. Hvis du søger voksenelevløn, så skal du vedlægge ansøgningsskemaet for voksenelevløn i din ansøgning.
Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Cecilia Dahl Skriver på tlf. 6351 6192 eller via mail cedask@langelandkommune.dk.